Jeg gav for nylig interview til AMG Magazine i anledning af det fine foretagendes jubilæum.
Nikolaj Karlshøj har forfattet interviewet og gode Ulrik Jantzen har skudt billederne.
En ny generation af Mercedes Benz-kører ser dagens lys 🙂

Jeg ville være Batman, jurist eller jagerpilot

Du kender ham som den ene halvdel af radioprogrammet Monte Carlo, som havde over en halv million lyttere om dagen. Som snowboardkommentatoren, TV-værten og den rapkæftede aarhusianer, som ikke er bange for at sætte danskerne på en spids. Som journalisten, der kritiserer journalistikken. Eller som mennesket Peter Falktoft, der så småt har lært at omfavne sine skævheder, men stadig har det, han kalder for et indædt had til de voksnes verden.

Ballademager. Det var dét, Peter Falktoft var, da han stod i skolegården, og de andre børn grædende pegede på ham. Sådan var det ofte, når den var gal. Det var før ’krudt i røven’ blev til en diagnose, men Peter blev alligevel sendt til skolepsykolog, så man kunne finde ud af, hvorfor den vilde dreng fra Risskov egentlig var så vild. Hvorfor han, som var søn af en stewardesse, og som boede på den rigtige side af Grenåvej i et gammelt ombygget badehotel, ikke kunne finde ud af at indrette sig i skolesystemet. “Jeg var det sorte får. Jeg synes egentlig, jeg indrettede mig fint, det var nok mere omgivelserne, som ikke indrettede sig efter mig. Der var en lille diskurs i forventningsafstemningen omkring, hvad man måtte, og hvad man ikke måtte i de voksnes verden,” siger den i dag 31-årige Peter Falktoft med øjne så fokuserede og rolige, at man ikke kan forstå, at mennesket inde bagved engang har været så vildt og ustyrligt.

Men hvorfor al den vildskab? “Jeg voksede op på Strandvejen i et sundt miljø med masser af advokater og revisorer. Men jeg var enebarn med et vist spillerum derhjemme, og jeg var lidt af en ballademager. De venner, jeg legede med hjemme på vejen, var tre-fire år ældre end mig, og det kunne godt blive lidt voldsomt. Når jeg så kom hen i skolegården og skulle være sammen med mine jævnaldrende, blev det, som før var leg, til tårer og gråd. Det hjalp ikke på det, at netop min klasse på Risskov Skole var det, som jeg vil kalde for en utrolig følsom klasse. Muligvis arnestedet for begrebet curlingbørn. Hold da op, der skulle ikke meget til, før alt var galt. Jeg kan stadig huske de her skole-hjem-samtaler, hvor alle forældrene i klassen mødte op for kun at tale om mig.”

Fire skoler nåede den unge Peter at stifte bekendtskab med, før han efter at have taget 10. klasse endelig blev erklæret egnet til at starte på gymnasiet. “Når man har været erklæret ordblind i fjerde klasse og har måttet gå til specialundervisning, og ingen aldrig har troet på én, så vil man fandeme gerne vise dem, at man kan,” fortæller Peter, som brugte en hel sommerferie på at lære sig selv at læse. Han begyndte i 1.g på Aarhus Katedralskole, som var et sted, hvor Niels Malmros en gang imellem kom og holdt en tale. Et kulturelt elitært sted, og samtidig et meget bogligt sted med flere timer på ugeskemaet end på de andre gymnasier. “Men egentlig handlede det bare om, at jeg gerne ville være dér, hvor mine venner var. Min skolevejleder havde rådet mig til at blive kørerlærer eller få en karriere inden for militæret. Og jeg aner stadig ikke, hvor det med kørerlærer kom fra.”

Peter Falktoft havde helt andre drømme for fremtiden. “Jeg ville være Batman, jurist eller jagerpilot. Noget, hvor man tjente en masse penge eller noget, hvor man havde et voldsomt våben til sin disposition. Så på den måde var militæret sådan set ikke helt ved siden af. Problemet var bare, at de slet ikke ville have mig, fordi jeg engang havde haft brækket ryggen,” siger han.
Det var imidlertid på gymnasiet, Peter Falktoft opdagede sine evner til at sende et budskab ud over kanten på en måde, så alle hørte efter. “Jeg var formand for AKI, som var en elevforening, der arrangerede fodboldturneringer, mens de andre sad og diskuterede poesi. En dag skulle man så stille sig op foran de nye elever og fortælle dem, hvorfor de skulle melde sig ind i lige netop din forening. Musikudvalget havde været oppe inden mig og fortalt, hvor fedt musik var, og hvor latterligt sport var. Så tog fanden ved mig, og det endte med, at jeg holdt en brandtale om tykke bassister med tvivlsom skægvækst. Det var nok dér, det gik op for mig, at jeg kunne få et stort publikum til at lytte til mig. Men jeg mente skam hvert et ord, jeg sagde. Jeg var rasende.”

Peter Falktoft blev hverken soldat eller advokat. Han søgte i stedet ind på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor han mødte Esben Bjerre og senere kom i praktik på Danmarks Radio. Sammen skabte de lyttersuccesen ‘Monte Carlo’ på P3, hvor de to værter diskuterede alt lige fra præsidentvalg til lokalstof fra provinsen. Alt sammen med rod i den aktuelle nyhedsstrøm og i et sprog, som alle kunne forstå – især de unge. Et program, der med Peters egne ord favnede bredt og bragte politik og vigtige emner ned på et plan, hvor man ikke fik ondt i hovedet. Og ikke mindst et program, som havde over en halv million lyttere om dagen. “Jeg ved godt, det lyder arrogant, men jeg havde altid vidst, at Monte Carlo ville hitte,” siger Peter. “Man kaldte os revolutionære, men det er jo forkert. Vi har jo helt beviseligt været med til at hæve valgdeltagelsen til et kommunalvalg blandt unge og dermed sikre demokratiets overlevelse i kongeriget Danmark. Vi ville hverken have en revolution eller en ny styreform, vi mente bare, at der var et stort hul i formidlingen. Som ung i dagens Danmark kunne du vælge enten at se Paradise Hotel eller Deadline. Mellem de to poler var der sådan set ikke særlig meget andet, og det mente vi, at vi kunne gøre noget ved.”

Monte Carlo stoppede imidlertid, da det gik allerbedst. Efter to og et halvt år var det pludselig slut, og det gav ramaskrig hos lytterne. “Men der var bare ikke mere tilbage,” forklarer Peter. “På det tidspunkt var Esben og jeg henholdsvis 26 og 27 år gamle, og vi havde vundet alle de radiopriser, man kunne vinde. Vi fik endda tildelt DR’s Sprogpris, som er sådan én, man normalt giver til Søren Ryge og andre dygtige personligheder, som har været i gang i mange år. Alle vores mål og drømme var blevet indfriet, og det var for tidligt at gå ind i trædemøllen og sige at ‘det her er vi gode til, så det er sgu bare dét, vi laver’. Sådan noget er jo direkte usundt,” siger han. “Og for fanden, vi havde jo aldrig lavet andet. Vi vadede lige fra skolebænken og ind i DR Byen. I vores branche er det sundt for en bredspektret medieforståelse at prøve at være uden for Danmarks Radio. For det er et fantastisk sted, men det er også et galehus.”

Googler man Peter Falktoft, dukker ord som ’rapkæftet’ og ’rebelsk’ op. Det ved han godt. Og han ved også godt hvorfor. “Men jeg ved altså ikke, om jeg er en rebel. I dag skal der ikke meget til, før man bliver kaldt alle mulige superlativer. Jeg synes ikke selv, at jeg er særlig rebelsk. Jeg er nok ikke ligefrem autoritetstro, men jeg er heller ikke det modsatte. Jeg kan faktisk godt lide at tage imod ordrer, for så skal man ikke tænke selv, og det er det bedste, jeg ved,” siger han og holder en sjælden tænkepause. “Jeg tror bare, jeg har et indædt had til de voksnes verden. Det dér med, at i takt med, at du bliver ældre, så ved du godt, at ting er forkerte, men du accepterer dem bare. Sådan en stiltiende accept af, at tingene ikke er, som de skal være. Det irriterer mig.” Kan han give eksempler? “Ja, når vi for eksempel går i krig for at bekæmpe Islamisk Stat og samtidig tager på badeferie i lande, som har diktaturform og pisker folk efter forgodtbefindende. Det er sådan et klassisk paradoks i de voksnes verden. Vi går amok over Muhammedtegningerne og råber og skriger om ytringsfriheden, som er blevet grundsøjlen for vores frihed, identitet og mere til – men kun indtil eksportforholdet til Kina pludselig trues af et par RUC-studerende, som vifter med et tibetansk flag. Så du kan da godt kalde mig rebelsk, men det er da hykleri på olympisk niveau.”

Men hvorfor er danskerne sådan? “Fordi vi er sofarevolutionære. Vi er gode til at himle op og give vores mening til kende på de sociale medier. Men når ting tænkes til ende, så er der lige pludselig nogle andre interesser, som tager over. Det er nemt at forholde sig til Muhammedtegningerne, når man ikke tænker den længere end til ’hvad fanden er nu det for noget at hidse sig op over’. Vi har til gengæld svært ved at forholde os til, at vi fordømmer det ene regime og holder ferie i det andet. Så vil vi hellere hidse os op over, at Allan Simonsen går videre i Vild med dans. Jeg har selv har været i Dubai, og jeg forstår da godt, hvorfor folk rejser derned. Lækkert vejr. Kort flyvetid. Nemt med småbørn og nul kriminalitet. Men det konflikter altså også med ens værdisæt, når man risikerer at blive smidt i fængsel og pisket for at være intim med sin kæreste på stranden.”

I årevis hed Peter Falktoft ikke andet end Snebolden. Et kælenavn, han fik, da han i sine teenageår jagtede en drøm om at blive professionel snowboarder. “Det sluttede, da min læge en dag forklarede mig, at hvis jeg også drømte om at spille fodbold med mine børn, så skulle jeg nok skrue ned for aktiviteterne. Det sled på alt – min ryg, mine knæ, mine ribben,” forklarer han. “Jeg elsker den kreative udfoldelse ved at køre på snowboard. Modsat skiløbere løber du ikke bare ned ad bakken, du ser bjerget fra siden og forsøger hele tiden at udnytte det. Det var lidt en naturlig forlængelse af at løbe rundt på skateboardet hjemme i Risskov, og samtidig er det beroligende at befinde sig i et snelandskab. Der er godt for sådan en som mig og min OCD.” OCD, siger du? “Ja, jeg har bragende OCD,” svarer Peter og retter demonstrativt på bøgerne foran sig, så de ligger helt lige ved siden af hinanden. “Jeg tager det ikke med mig. Jeg går ikke op i, hvordan der ser ud hjemme hos dig, men hjemme hos mig, der skal tingene se ud på en bestemt måde. Og så har jeg rengøringsvanvid. Jeg har prøvet at tvinge det væk i årevis, men det skal man ikke gøre. På et tidspunkt når man en alder, hvor man skal stoppe med at lave om på sig selv. Så skal man bare omfavne det. Jeg elsker at gå og rydde op. Jeg nyder det. Det er det samme med min bil. Den står klar til udstilling hver morgen. Jeg kører ingen steder uden vådservietter.”

Hans bil er skinnende ren, mens der til gengæld er grus i maskineriet ude i branchen, mener Peter, som i øvrigt aldrig fik færdiggjort sin journalistuddannelse. Selv siger han, at han er en utrolig dårlig journalist, fordi han har svært ved at holde sin mund. Hans holdninger er skarpe, men det er også hans kritik af selve journalistikken, hvilket har gjort ham upopulær på flere avisredaktioner. “Journalistik er i bund og grund en fortælling, men der findes bare ikke nogen objektiv journalistik i dag. Måske lige vejrudsigten, men den er jo også forkert,” forklarer Peter og bruger ord som ’uærlig’ og ’utroværdig’ om dagens journalistik. “Spillereglerne for journalistik er jo vanvittige. Én enkelt journalist kan hamre en kæmpe virksomhed tilbage til stenalderen, men journalisten kan ikke selv retsforfølges for det. Det er mærkeligt, men at være journalist er en af de mest vidtrækkende jobs, du kan have. Advokater og revisorer kan allesammen tages fra bestallingen, hvis de dummer sig tilstrækkeligt mange gange. Det kan en journalist ikke.”

Spørger du Peter Falktoft, hvilke ting han er mest glad for at have været med til at lave, så kommer svaret prompte. “Vi dækkede præsidentvalget, da vor tids JFK blev genvalgt i 2012, og jeg kommer aldrig til at glemme, da Esben gav Obama hånden. Vi lavede også et rejseprogram for Danmarks Radio, hvor vi fik tegnet et på det tidspunkt uhøjtideligt, men senere meget korrekt billede af, hvem Vladimir Putin er,” siger Peter og tilføjer, at det i sig selv er vanvittigt at lave et rejseprogram om et land, som er så gråt som Rusland. Men Peter er slet ikke i tvivl om, hvilken af sine mange bedrifter, han er mest stolt af. “Vi lavede på et tidspunkt et program om konflikten i Mellemøsten, baseret på min egen manglende forståelse af emnet. Der var ingen hos Danmarks Radio, som ville have, at vi lavede noget om Mellemøsten. Det rører I bare ikke ved, fik vi at vide, og idéen blev vildt kritiseret alle steder fra. Men når noget er så betændt, så bliver man altså nødt til at stikke hånden ind i hvepsereden, og det er jeg glad for, at vi gjorde,” forklarer Peter. “Programmet er senere blevet brugt som undervisningsmateriale i skoler, på gymnasier og universiteter, og jeg får ret ofte mails fra lærere og elever, som efter at have himlet med øjnene over Israel-Palæstina-konflikten har fået det kogt ned til noget, de kan bruge og gå til eksamener med. Med udgangspunkt i alt det, jeg fik at vide, da jeg gik i fjerde klasse i Risskov og ikke kunne noget som helst – til i dag at have bidraget til pensum i alle stadier af det danske uddannelsessystem, så synes jeg godt, at jeg kan være stolt.